Risikohåndtering
BVC
BVC (Brøset Violence Checklist): En metode til vurdere risikoen og sandsynligheden for, at borgeren får en udadreagerende, aggressiv adfærd inden for de næste 24 timer. Er der risiko for det, fortæller BVCs Interventionsplaner, hvordan medarbejderen bedst muligt kan arbejde med borgeren for at stoppe eller minimere en problemskabende adfærd.
HCR20
Risikovurdering
Psykologerne arbejder primært med HCR-20v3 (Historical, Clinical and Risk Management), som er et internationalt anerkendt, struktureret professionelt vurderingsværktøj til vurdering af risiko for fremtidig voldelig adfærd.
I sager, hvor kriminaliteten udelukkende vedrører seksualitet, anvendes i stedet vurderingsværktøjet SVP.
Formål
Formålet med anvendelsen af HCR-20 er at understøtte personalet i at forudsige og forebygge voldelig adfærd hos beboerne. En væsentlig del af opgaven består i at formidle resultaterne af de udarbejdede risikovurderinger til relevante fagpersoner, så vurderingerne kan indgå aktivt i det daglige pædagogiske arbejde.
Struktur
HCR-20 er opdelt i tre hovedkategorier med i alt 20 vurderingspunkter:
- Historiske faktorer (H)
Forhold der ikke kan ændres, herunder tidligere vold, ungdomskriminalitet, ustabile relationer, misbrug m.v. - Kliniske faktorer (C)
Aktuelle forhold såsom symptomer på psykisk sygdom, manglende sygdomsindsigt og impulsivitet. - Risikohåndtering og fremadrettede faktorer (R)
Forhold vedrørende fremtiden, herunder planer, adgang til våben, socialt netværk samt efterlevelse af behandling.
Samlet vurdering
HCR-20 munder altid ud i en samlet vurdering af, om risikoen for vold vurderes som lav, moderat eller høj, samt i konkrete anbefalinger til håndtering af den identificerede risiko.
Praksis på Kofoedsminde
- HCR-20v3 udarbejdes på baggrund af foreliggende akter om beboeren og i samarbejde med beboeren, afdelingsleder, koordinator samt øvrige relevante medarbejdere.
- Psykologen reviderer som udgangspunkt HCR-20v3 én gang årligt. Ved ny kriminalitet eller væsentlige ændringer i beboerens adfærd har afdelingslederen ansvar for at orientere psykologen, da dette kan give anledning til en revurdering.
- Risikovurderingen udfærdiges hurtigst muligt efter anbringelse på Kofoedsminde. Vurderingen gennemgås på visitationsmøde og fremlægges efterfølgende på personalemøde. Fælles Praksis (Platform og Tryghedsplan) samt HCR-20v3 indgår herefter som en integreret del af det daglige pædagogiske arbejde.
- Uddrag af beboerens HCR-20v3 indgår i de årlige udtalelser, som handlekommunen anmoder om. Det er væsentligt, at afdelingsleder, koordinator og psykolog sikrer overensstemmelse mellem afdelingens udtalelser og vurderingerne i HCR-20v3.
Opdateret fredag den 10. apr. 2026
