"Den er lige der, Maria..."

 

 
 
 

21-årige Maria Lundberg Baré holder en utraditionel Bededagsferie. Til dagligt er den unge kvinde leder af et musikkulturhus i Lyngby. Men i dag skal hun ikke holde styr på noder og unoder. Derimod får hun et indblik i en verden, hun kun svagt aner eksisterer.

Hun er Casper Hansens plejesøster for en dag. En rollefordeling, de begge klarer i den lyse tonekonstruktion, dur.

- Det har været en fantastisk oplevelse at se Døllefjelde markedet sammen med Casper, siger Maria Baré.
 

- Casper er både sød og omsorgsfuld, selv om jeg fik ondt i maven, da han spøgefuldt sagde, at han ville flyve mig rundt i helikopteren over markedspladsen.
- Sjældent har jeg grinet så meget i de fem timer, vi var på markedet. Det var en smuk dag, som automatisk indskriver sig i erindringens skatkammer.

Maria havde tidligere fortalt, at hun brændende ønsker sig en af de gammeldags telefoner, hvor drejeskiven sidder i bunden. Blandt omkring en million forskellige ting på markedet spottede Casper Hansen den med et sjældent falkeblik.

Og mens solen begyndte at gå til ro over Kofoedsminde, fik Maria lejlighed til at se Caspers værelse inden for murene på et af Danmarks bedst sikrede afsnit for domsanbragte udviklingshæmmede.