Harmoni er altafgørende for et godt arbejdsmiljø

Om vi har et godt arbejdsmiljø på Kofoedsminde hænger uløseligt sammen med, om vi løser vores behandlingsopgave godt. Behandler vi beboerne godt, får vi gladere beboere, forebygger konflikter, krænkelser, trusler og vold, og vi opnår tryghed og arbejdsglæde.
Om vi har et godt arbejdsmiljø afhænger derfor i høj grad af, om der er god harmoni mellem ressourcer og opgaver. Herunder specielt, om vi har de rigtige kompetencer og den nødvendige tid til at løse opgaverne.
Det er en central opgave i arbejdsmiljøarbejdet. Det er naturligvis også væsentligt, at vi gør os umage for at bruge vores ressourcer rigtigt. I den sammenhæng er det vigtigt, at vi er gode kolleger, opfører os ordendtligt, og støtter hinanden. Vi skal arbejde systematisk og konstant med at forbedre arbejdsmiljøet og behandlingen.
Den arbejdspladsvurderingsproces, vi er i gang med, er i høj grad også en arbejdspladsudviklingsproces, og vi skal gøre os rigtig umage med at gennemføre og fortsat forbedre den. Processen, hvor vi sammen kortlægger forbedringsbehov og udviklingsmuligheder, og aftaler indsatser, vil forbedre vores arbejde og arbejdsmiljø på de områder vi udvælger. Men den vil også, hvis vi bestræber os på det, medvirke generelt til god kommunikation og videndeling, som er rigtig vigtig for arbejdsmiljøet og opgaveløsningen.

