Nye tider på Kofoedsminde

Inden for blot et år har to forstandere stået i spidsen for Kofoedsminde. Som den tredje i rækken indtager 57-årige Hans Christian Hansen den omstridte post – decentralisering, enkelthed og tålmodighed er den treklang, som skal genskabe roen.

Smilet forlader sjældent ansigtet. Venligheden og et par imødekommende øjne er de indtryk, som installerer sig i erindringen efter kun et par minutters møde med Kofoedsminde nye forstander, Hans Christian Hansen.
Han forlader en post som fagcenterchef for handicap og socialpsykiatri i Sorø Kommune for at lede den store institution med 300 medarbejdere og omkring 50 beboere i Rødbyhavn. 
- Det var tilfældigt, at jeg så stillingen på nettet. Mange spurgte mig, om ikke det var den institution, hvor der havde været så meget ballade i foråret?
 - Da jeg fik talt med den nuværende, konstituerede forstander, Leif Gallmayer, var jeg ikke i tvivl. På trods af uro, udskiftninger og indgriben fra Region Sjælland, glæder jeg mig bare til at komme i gang, siger Hans Christian Hansen.

Selv da det går op for ham, at der trods alt er knapt halvanden times kørsel hver vej fra hjemmet i Gerlev ved Slagelse til den nye arbejdsplads i Rødbyhavn, er smilet fra ansigtet og gløden i øjnene den samme.

Flere år til resultater
- Som virksomhed skal institutionen samles, og den opgave er jeg meget bevidst om. Men jeg er også klar over, at det tager tid, og der vil sandsynligvis gå flere år, før den opgave er på plads.
- Enkelthed og tålmodighed er derfor nøgleord for at løse opgaven. I forvejen er organisationsstrukturen blevet væsentlig forenklet med to virksomhedsledere og syv teamledere, efter Leif Gallmayer blev bedt om at slå en ny kurs an.
- De ændringer bliver sammen med tålmodighed grundlaget for mit arbejde. Decentraliseringen af opgaverne er allerede gennemført i virksomheden. Det bliver med mellemledernes erfaringer og respekt for deres suveræne ansvarsområder, vi i fællesskab kan bygge videre.
- Jeg lægger vægt på at delegere kompetence og opgaver. Og jeg ved det er dygtige og kompetente folk, så det er jeg helt tryg ved.